Familie zonen: Et frirum for leg og fællesskab.

Med legeplads i midten

Familiezonen er dedikeret til børnefamilier, og alle boliger er derfor indrettet med mindst tre værelser. Området er designet med udgangspunkt i børns behov, hvor leg, boldspil og spontane aktiviteter er en naturlig og velkommen del af hverdagen. Det er et område, hvor der er plads til børns naturlige udfoldelse, og hvor beboerne ser det som en værdi, at rammerne er sat med fokus på familiers trivsel. Ved at vende alle boliger mod det centrale fællesareal skabes et trygt og overskueligt udemiljø. Forældre kan følge med i børnenes leg direkte fra egen have, terrasse eller altan, hvilket fremmer både trygheden og det sociale samspil mellem nabo-erne.

Legepladsen er placeret centralt og skal indrettes med faciliteter, der giver børn med fysiske eller kognitive handicap mulighed for at lege på lige fod med alle andre. Designet skal sikre fuld tilgængelighed og inkluderende aktiviteter, så ingen børn begrænses i deres udfoldelse. 

Det vil ikke være tilladt at ryge indendørs i boligerne, dette er for at sikre et sundt indeklima, samt at beskytte alle beboere mod passiv rygning og varige lugtgener i boligerne. Rygning vil dog være tilladt på egen altan, terrasse eller have, mens legeområdet skal være et dedikeret røgfrit miljø.

Familiezonens beplantning adskiller sig fra parkområdernes fokus på biodiversitet ved at prioritere leg og sanser. Her skaber vi rammerne for en sansehave med beplantning, der inviterer til læring og udforskning, og som giver børnene et levende og inspirerende miljø at opholde sig i. 

Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang